- en sart grøntsag
Broccoli er i familie med blomkål, men meget sartere med hensyn til opbevaring.
Opbevar altid broccoli i en plastpose på det koldeste sted i køleskabet. Her kan de holde sig i over en uge. Lægger du frisk broccoli på køkkenbordet uden emballage, vil de lynhurtigt tørre ud. Der går kun 1-2 dage, før de er bløde og slatne.
Velegnet til frysning
Broccoli er velegnet til frysning. For at sikre længst mulig holdbarhed skal de dog blancheres først: Vask, rens og del broccolien i mindre buketter. Bring vandet i kog (6 liter pr. kg grøntsager) og kog broccolien i 2-3 minutter. Blancheringstiden regnes fra det øjeblik, hvor vandet koger. Tag broccolien op, og afkøl dem hurtigt i koldt vand. Lad grøntsagerne dryppe af i en sigte, fordel dem i fryseposer og læg dem i fryseren.
Ved blanchering ødelægges de enzymer, der kan forringe kvaliteten og holdbarheden. Hvis grøntsagerne ikke blancheres, får de nemt en hø-agtig smag, som skyldes, at fedtstoffet i grøntsagerne harskner.
Indfrysning
Ved indfrysning af større mængder sættes fryseren til at indfryse. I de elektronisk styrede frysere fra GRAM afbrydes indfrysningen automatisk, når den valgte indfrysningstid er udløbet. Det sparer energi.