- Auberginer skal ikke i køleskabet
Auberginer hører til de sarte grøntsager, som ikke tåler for kold opbevaring. Ved temperaturer under 7°C får de let køleskader, der viser sig som bronzefarvede skjolder på overfladen, indsunkne pletter og brunfarvning af frugtkødet. Gram anbefaler derfor, at du opbevarer auberginer i en svaleafdeling, hvor temperaturen er højere end i køleskabet.
Køleskader
Mange andre “eksotiske” frugter og grøntsager som f.eks. tomater, agurker, bananer, avocadoer og citroner risikerer også at få køleskader i køleskabet, og bør derfor opbevares i en svaleafdeling eller i et svaleskab. Som tommelfingerregel kan du gå ud fra, at frugter og grøntsager, som er dyrket under varmere himmelstrøg - eller i drivhus, også skal opbevares ved varmere temperatur.
Dårlige naboer
Auberginer er meget følsomme overfor ethylen - en gasart, som bla. avocado og modne tomater udskiller, og som får auberginerne til at modne hurtigt. Opbevar derfor altid disse grøntsager hver for sig.
Kan fryses
Auberginer kan fryses uden forudgående blanchering. De bliver dog både vandede og slatne efter frysningen, og de er derfor bedst egnede til brug i sammenkogte retter.